SPONTANOPGAVE FEBR. 2018 Der er kun de to. Det styrtregner. Hun lukker øjnene og tænker sig om et øjeblik, alt imens hun mærker regndråberne sive ned over sit ansigt. Hun tørrer sig med bagsiden af håndfladen, uden at det hjælper synderligt. Nu sidder hun i et af sit livs tilbagevendende dilemmaer. Skal, skal ikke? Det han har foreslået lyder spændende. At vende sit hidtidige liv ryggen og slå sig ned i sydens sol og varme. Væk fra regn, blæst og kulde, ned til sol og sommer og begynde et helt nyt liv. Det er jo det, hun altid har ønsket sig, så hvad skulle holde hende tilbage? Hun ved det godt. Børnene og børnebørnene som hun kommer til at se alt for lidt til. Det er jo ubærligt. Hun skulle have gjort det for mange, mange år siden, inden børnene kom i skole, inden deres pubertet, inden de fik kammerater, inden … inden … inden! Og nu står han der med sit lokkende forslag. Er det mon muligt, eller alt for sent? Han trækker hende ind i en port, hvor der er læ for regnen. ”Se her,” siger han, og viser et par fotos på sin mobil. Det viser et charmerende gammelt stenhus med tegltag beliggende på en bjergskråning. Huset er omgivet af oliventræer og cypresser og ude I horisonten kan Middelhavet anes. – Den rene idyl. ”Jeg lovede dig jo en kompensation efter skilsmissen, så snart du havde skrevet under på, at du ikke ville have noget fra vores fælles bo.” Ja, tænker hun. Dette er min chance. Jeg gør det sgu! Hun mærker, hvor opmuntret og glad hun pludselig bliver. Væk fra den dumme skid som hun var gift med i over fyrre år, begynde på en frisk, måske endda finde kærligheden på ny, hvem ved. Mens hun således står og fantaserer holder regnen op. I tankerne er hun allerede flyttet ind i det vidunderlige hus og i gang med at skabe sig en ny tilværelse. Endelig bryder han stilheden. – Men du skal vide, jeg kan ikke gøre det alene.

En splittet følelse

EN SPLITTET FØLELSE af Genboe

Opgave 1. Okt. 2017

 

Åh, den infame musik, driver mig til vanvid. Bum..bum..bum..bumm..radioavis.. sport… Bum…bum..bum..bumm!

Hvorfor skal håndværkere altid have en ghettoblaster drønende, mens de arbejder?

Jeg har ellers ladet dem forstå, at jeg ikke er vild med det. Da de startede for 2 ½ uge siden, sagde jeg, at jeg måske nok ville komme til at bede dem om at skrue ned.

Det var helt i orden sagde de. Men måske jeg for vag i min formulering? Det var jeg nok? For selvom jeg en enkelt gang har benyttet mig af min advarsel, har det ikke haft nogen fremadrettet virkning. Hver morgen klokken kvart i syv, starter de ghettoblasteren på fulde drøn. Bum…bum….bum!

Skal jeg nu gå ud og bede dem om at skrue ned? Jeg vil jo nødigt ødelægge det gode forhold, jeg ellers har til dem, men på den anden side, jeg bor her altså, og jeg skal også have lov at være her!

Hvis jeg nu går ud med skraldespanden, så kan jeg i forbifarten lige bede dem om at skrue ned, så har jeg ligesom en anledning til det.

Jeg kunne på den anden side også pakke mine ting sammen og sætte mig ud i campingvognen? Men det blæser virkelig kraftigt i dag, og der står et stort træ derude, som jeg helst ikke vil have i hovedet, mens jeg sidder inde i campingvognen og skriver.

Jeg vælger skraldeposen og går udenfor med den. Ghettoblasteren står på stilladset lige ovenover hoveddøren, og discomusikken drøner på fulde hammer. Jeg runder hjørnet på huset, går hen til skraldestativet, og på vejen passerer jeg en af tømrerne på taget. Åh, Gud, han fløjter fornøjet med på melodien! Skal jeg nu ødelægge hans arbejdsglæde?

På vejen tilbage råber jeg: ”Halløj” og ”God morgen” til dem deroppe på taget.

De smiler og siger ”Godmorgen”.

Og så er det, at jeg ødelægger det hele, ved at bede dem om at skrue ned for musikken.

”Det skal vi nok” siger de, mens jeg ser forventningsfuld glæde slukkes i deres øjne.

Jeg går ind, stolt af at have fået sagt det, jeg ville, men samtidig en lille smule i tvivl.

Måske skulle jeg hellere have valgt campingvognen med risiko for at få træet i hovedet?

 

 

TÅBELIGE PAPEGØJE

TÅBELIGE PAPEGØJE

Min nabo har elleve katte og en irriterende papegøje. Vi slås til stadighed om de elleve katte som bruger min have som toilet og gennemgangsværelse. De er store, grimme og med stridt og trittende pels. To af dem er hvide og ekstremt store. De kigger på én som om de er misfornøjede med, at man befinder sig på deres territorium og jeg har flere gange set dem jagte store hunde som løber rædselsslagne væk. De indtager med selvfølgelighed mine havemøbler med deraf følgende pelsefterladenskaber i hynderne. Det skal lige siges, at jeg er allergisk overfor katte og derfor har store gener af disses hår, strint -og eskrement efterladenskaber, mine øjne bliver røde, svulmer op og klør og jeg får knopper og udslæt over hele kroppen.

Men det der, denne forårsdag, fik bægeret til at flyde over, var ikke naboens katte, men derimod hans elendige papegøje, som skreg dagen lang som om den blev tortureret. Det havde stået på i flere måneder og det gik gennem marv og ben og gennem husmure og lukkede vinduer. Ingen steder i huset kunne jeg være, uden at høre disse rædselsskrig. Om sommeren var lydene helt ulidelige, for da var døre og vinduer jo åbne og indimellem stillede han den tåbelige papegøje udenfor i buret, hvor den konstant flænsede luften med sine rædselsfulde skrig og unaturlige lyde.

Denne dag, hvor lydene, endnu engang var ved at drive mig til vanvid, tog jeg en rask beslutning, og gik hen for at tale med naboen om problemet. Jeg vidste jo godt på forhånd, at han var totalt ligeglad med om kattene var til gene, så jeg havde ikke de store forhåbninger, om at blive imødekommet denne gang. Men jeg havde dog læst nogle bøger om, hvordan man griber sådan en sag an, ved først at beskrive problemet og hvis dette ikke hjælper, at skifte gear og gentage problemstillingen og appellere til forståelse og handling. Hvis dette heller ikke hjælper, skifter man til tredje gear og påpeger, at man så ser sig nødsaget til, at gå til hørere instanser for at få medhold.

Så harmdirrende over naboens hærgende papegøje, men samtidig bevæbnet med troen på denne konfliktløsningsmodel in mente, begav jeg mig ud af min hoveddør og ind til naboen som imidlertid stod og talte med en anden nabo udenfor på fortovet.

Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg nu være vendt om og have ventet med at kontakte naboen til han var blevet alene, men med papegøjens flængende skrig i mine ører, var hele mit system sat i alarmberedskab, og alt gik udelukkende ud på at få stoppet torturskrigene hurtigst muligt, inden jeg blev sindssyg af at høre på det.

Jeg gik derfor resolut hen mod ham og sagde ligeud, at hans papegøje larmede meget og at det generede mig.

Han kiggede bare på mig, hvorpå han sagde, at det kunne han ikke tage sig af, for den papegøje havde han haft i mange år, og der var aldrig nogen, der havde klaget over den før.

Ok., tænkte jeg, så er det på tide at skifte til andet gear, og jeg gentog nu min klage og foreslog, om han eventuelt kunne være så venlig at flytte papegøjen til den anden ende af huset, for så ville lyden muligvis ikke genere mig så meget, og hvis han så i øvrigt ville lade være med at stille den udenfor i haven, hvor den støjede ekstra meget.

Nu blev han synligt gal i skralden og begyndte at råbe op om, at hans papegøje ikke larmede og at han for øvrigt havde boet der siden han var barn, og at det var hans forældres hjem, som han havde overtaget, underforstået at han havde retten på sin side, i kraft af, at han havde boet der længere end mig.

En sådan logik, slår altid luften ud af mig, fordi den afslører afsenderens manglende intelligens. Hvordan skal man overhovedet kunne kommunikere på det niveau?

Mit næste træk var derfor lidt desperat og udenfor kontrol. Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med hans ulogiske argumentation, forfaldt jeg til at skælde ham ud over hans uacceptable antal af huskatte som besørgede i min have.

Nu hidsede han sig virkelig op og skreg, at hans katte var steriliserede og derfor kun besørgede indendørs. Mens han talte, tænkte jeg, at så måtte der da lugte ganske forfærdeligt inde hos ham. Og da jeg samtidig bemærkede, at hans strikkede trøje var fyldt med kattehår, kunne han sikkert fornemme mit ubehag mod ham. Men uanset, at han troede at hans katte kun besørgede indenfor, så vidste jeg, at det ikke passede, idet jeg ofte, ved selvsyn havde konstateret noget andet.

Dette fortalte jeg ham, hvorpå han vendte tilbage til spørgsmålet om papegøjen, og hævdede, at den ikke generede andre end mig, underforstået, at så måtte det jo være mig, der var noget i vejen med. I det samme vendte han sig til den anden nabo, tydeligvis for at få opbakning, idet han spurgte ham, om han kunne høre papegøjen inde hos ham.

Gud fri mig vel, tænkte jeg. Nu bruget han det som argument og det er helt hen i vejret, for mit problem bliver da ikke mindre af, at andre ikke kan høre papegøjen.

Men til alt held og ganske overraskende svarede naboen, at han og hans kone ofte havde været generet af papegøjen og at den larmede meget.

Da var jeg lige ved at le, for nu faldt hele naboens ulogiske forsvar fra hinanden.

Men da denne imidlertid ignorerede sit nederlaget, var der tilsyneladende ikke mere at stille op.

Jeg gik chokeret ind til mig selv igen, skummende, leende og frustreret over, hvor dum min nabo var.

Mit næste skridt foretog jeg en uge senere, hvor jeg konstaterede, at naboen ikke var hjemme.

Jeg puttede musekorn ned i min lomme og sneg mig ind i hans have, hvor jeg for en sikkerheds skyld bankede på døren. Som ventet var der ingen hjemme. Så gik jeg resolut over til papegøjen som sad i sit bur på et bord under en syrenbusk. Her dryssede jeg musekornene ned i udyrets madskål og blandede dem godt sammen med solsikkefrøene, så de ikke var så afslørende med deres blå farve, det skulle jo for Guds skyld ikke opdages.

Derpå sneg jeg mig igen ud af haven og ind til mig selv, hvor jeg gik over i udhuset og pakkede en pakke ud, som jeg havde købt et par dage tidligere. Den indeholder en kattefælde.

Opgave 0: Hvem burde græde? (sidste afsnit)

OPGAVE 0: Hvem burde græde? (sidste afsnit)

En dejlig dag i oktober, sidder jeg så på min pind og nyder solskinnet, mens jeg ihærdigt pudser mine fjer.

Jeg går meget op i at være velsoigneret og nøjes ikke med morgentoilette, nej jeg pudser og friserer mig faktisk det meste af dagen. Men af en eller anden grund, har jeg på det seneste fået sådan en forfærdelig kløe omme bag den venstre halefjer, måske er det en slags eksem? Og mens jeg har vendt hovedet bagover og er helt optaget af at kradse mig under halefjerene, får jeg pludselig den der fornemmelse af, at der er én der kigger på mig. Jeg stopper op og opdager til min store overraskelse, at Sonja sidder lige ved siden af og stirrer skeptisk, ja nærmest vantro på mig.

Jeg stirrer forundret tilbage, og forstår ikke hvorfor hun sidder sådan, det har hun da aldrig gjort før.

Og så er det, jeg opdager, at jeg sidder med en fjer i næbbet, som ikke stammer fra mig selv, og den pinlige sandhed går pludselig op for mig. Jeg skynder mig at slippe fjeren og lader som ingenting. Og lidt efter tøer Sonja da også op og hopper ned på den anden pind.

Men jeg bliver nødt til at sige det som det er, hun græd.

HVEM BURDE GRÆDE ?

HVEM BURDE GRÆDE?

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Jeg havde længe været irriteret på hende. Det jeg havde ønsket mig, var en god ven som kunne holde mig med selskab, én jeg kunne føre intellektuelle, filosofiske samtaler med, -og så havde jeg fået Sonja!

Før i tiden yndede jeg at sidde i solskinnet på min yndlingspind midt i buret og pudse mine fjer. Men efter at Sonja er kommet, er der ingen fred og ro mere. Hun sidder ikke stille et sekund, flakser rundt i buret som en tosse og pipper, så man er ved at gå ud af sine gode fjer. Ja, hun hopper ikke bare fra pind til pind, selv om dét i sig selv er møg irriterende, nej hun griber også fat i tremmerne på siden af buret. Det er der sgu da ingen normale kanarier der ellers gør?

Ak, ja. -Jeg, der elsker fred og ro. Kan hun da for pokker ikke bare sidde stille et øjeblik? Nogen gange forsøger jeg at ignorere hende, men det er håbløst ulideligt hele tiden at blive forstyrret i sine egne tanker og gøremål. Til sidst sidder jeg bare der og syder og skumler og har det svedigt over hende.

 

Prøve

Dette er blot en prøve for at se, om det virker.